Hvad er en fodterapeut

Statsautoriserede fodterapeuter er uddannede og professionelle behandlere af fødder, og Danmarks eneste autoriserede behandlere af fodproblemer i forbindelse med diabetes, gigt og nedgroede negle.

Fodterapeuter behandler og forebygger blandt andet følgende problemer:

Smerter i ryg, knæ eller hofte 
Har du smerter i ryg, knæ eller hofte, kan det meget vel stamme fra dine fødder. Hvis dine fødder ikke fungerer anatomisk korrekt, absorberer de ikke stød, og det kan forplante sig til andre dele af kroppen.

Ømme fødder og tæer
Oplever du smerter eller ubehag på fødderne eller i neglene, kan det skyldes hård hud, nedgroede negle, ligtorne og lignende. Fodterapeuter behandler og fjerner stort set alle slags fodproblemer.

Diabetes 
Lider du af diabetes er det vigtigt, at du er opmærksom på dine fødder. Diabetes kan nemlig påvirke fødderne, så der blandt andet lettere opstår sår, koldbrand og neuropati (følelsesløshed). Derfor bør du straks kontakte en fodterapeut, hvis du har mistanke om, at dine fødder har udviklet et problem.

Leddegigt
Lider du af leddegigt, kan du risikere at dine fødder forandrer sig, fordi de påvirkes af sygdommen. Forandringen kan betyde, at dine fødder kommer ud af balance og blandt andet slider huden uhensigtsmæssige steder, hvilket kan give dig smerter.

Når du ønsker at forebygge
Sunde fødder kommer ikke af sig selv. De skal plejes regelmæssigt ligesom hud, hår og negle. Den daglige pleje kan de fleste selv klare med et par gode råd fra fodterapeuten. Men indimellem har fødderne godt af at få professionel pleje, så alle småskavanker fjernes og så du fortsat kan gå, løbe eller hoppe uden at føle smerte.

Et lille logo med stor værdi
Du finder statsautoriserede fodterapeuter på Klinikker for Fodterapi i hele landet. Læg mærke til om logoet står på døren, det har stor værdi.